Facebook vurderer Louise Browns kampagne som “voksent indhold”
Louise Brown, der stiller op til regionsrådsvalget i Midtjylland for Liberal Alliance, er én blandt flere kandidater, der har problemer med at få sine annoncer godkendt af Facebook. Det kan få afgørende betydning for hendes muligheder for at bliver valgt, idet Facebook er hendes primære kommunikationskanal i valgkampen.
Se en af Louise Browns annoncevideoer nederst i artiklen
– Jeg SKAL være på de sociale medier, og i særlig høj grad på facebook, for at nå ud til min målgruppe, understreger Louise Brown.
For det første har det været vanskeligt for hende at blive godkendt som politisk annoncør i Facebooks annoncesystem, men dette lykkedes endelig efter flere ugers bøvl. Oveni det oplever hun nu, at hun gang på gang skal vente på nye godkendelser af sine annoncer og videoer.
– Jeg har skræddersyet en lidt pågående og fræk kampagnestil, der tager afsæt i, hvad jeg som politiker, privatperson – og som kvinde – kan tillade mig, både i form af mine kampagnevideoer og mine budskaber.
Se Louise Browns politiske profil på DebatSiderne.dk
– Jeg har blandt andet produceret 19 korte videoer, som er versioneret til hver kommune i Region Midtjylland. Det har jeg gjort for at være relevant lokalt i hele regionen. Den strategi er lidt op ad bakke, for at sige det mildt, når jeg hele tiden skal holde øje med om mine kampagner kører eller om de er stoppet af Facebook.
Adspurgt om en af årsagerne kan være, at Louise Brown har bare skuldre og sit billede beskåret, så det viser en del bar hud af hendes brystkasse, svarer hun prompte:
– Jamen det er da én af årsagerne. Der bliver givet som begrundelse, at annoncen har “voksent indhold”, og at jeg derfor målrette annoncen til voksne. Men jeg har jo netop målrettet den til 18+ da unge under 18 ikke har stemmeret. Og så er det virkelig dumt, at bruge penge på at ramme dem. Trykker jeg så “send til godkendelse”, går der ikke mere end 10 minutter, og så er opslaget godkendt igen. Men alene i dag har jeg måttet sende mindst syv opslag til godkendelse igen.
Benjamin Rud Elberth, der er digital ekspert med Facebook som sit absolutte ekspertiseområde bekræfter at flere kandidater, enten aldrig bliver godkendt, eller at deres opslag blokeres uden en begrundelse fra Facebook.
– Det kan afgøre om en kandidat får adgang til sine potentielle vælgere, og i sidste ende afgøre forskellen på, hvem der kommer ind, og hvem der ikke gør, udtaler Benjamin Rud Elberth til mediet Markedsføring.
I hans optik er det et klart demokratisk problem.
– Det er blevet så komplekst, at den almindelige kandidat ikke længere kan komme igennem nåleøjet. Det er en markant demokratisk udfordring, siger han.
I et interview med Markedsføring erkender Facebooks politiske chef i Norden, Martin Ruby, at der er fejl og problemer med Facebooks annoncesystem i forbindelse med kommunal- og regionsvalget.
– Jeg erkender også, at der sker fejl, og der er tidspunkter, hvor vi har været for langsomme til at løse sagerne. Og nogle har skullet vente for lang tid på at få godkendt deres ID. Der ligger fejl og misforståelser på alle sider, har Martin Ruby sagt til Markedsføring.
Til dette har Louise Brown kun én kommentar:
– Det kommer vel næppe som nogen overraskelse for Facebook, at der er valg i Danmark. Her henter de millioner af annoncekroner fra politiske partier og kandidater. Derfor burde de have styr på netop, hvordan de håndterer og godkender deres kunder. Jeg er helt med på, at Facebook er en privat virksomhed, og at jeg bare kan vælge at bruge mine penge på noget andet, men nu er min kampagne altså lavet til facebook, og jeg forventede faktisk, at vi som kandidater, havde ens vilkår. Det er bare brandærgerligt.
Se eksempel på en af Louise Browns videoer her:
Kommentarer