Humlum Sogn overstiger grænseværdier for COVID-19
Incidensgrænsen, positivprocenten og antallet af positive test er nu så høje, at Humlum Sogn bliver ramt af lokale tiltag mod COVID-19.
Alle borgere i Humlum opfordres til at blive vaccineret og testet for COVID-19.
Smitten er stigende i Humlum Sogn, der nu har et incidenstal på mere end 800 pr. 100.000 indbyggere, flere end 20 smittetilfælde de seneste syv dage samt en positivprocent på mere end 3.
Dermed har sognet overskredet grænseværdierne og bliver derfor underlagt lokale tiltag for at mindske smittespredningen, hvilket får betydning for Humlum Landsbyordning.
Generelt vil det gælde for Landsbyordningen, at der vil være et skærpet fokus på at efterleve anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens generelle vejledning om forebyggelse og håndtering af smittespredning af COVID-19.
For dagtilbuddet gælder det, at børnene så vidt muligt holdes på egen stue og aflevering af børn kommer til at foregå udendørs.
For skolen gælder det, at undervisningen kommer til at foregå i faste klasser i det omfang, det er foreneligt med almindelig undervisning og at børnene i SFO’en inddeles i faste grupper.
Bliv vaccineret og testet
Det er ikke kun skoleeleverne, der opfordres til at blive testet. Borgerne i Humlum Sogn opfordres ligeledes til at blive testet og vaccineret:
”Vi ved at vaccination og test medvirker til, at smitten reduceres. I Humlum er det nødvendigt for, at vi igen kan få smitten under kontrol. Derfor opfordrer vi til, at alle i Humlum Sogn bliver testet og de personer der ikke er vaccineret at få booket en tid til vaccination.” siger kommunaldirektør Jesper Thyrring Møller.
Forældre og elever bliver kontaktet af landsbyordningen med nærmere detaljer om forholdene i Landsbyordningen.
Book tid til PCR-test: https://www.coronaprover.dk/Home/Welcome
Book tid til vaccination: https://www.vacciner.dk/Home/Welcome
Kommentarer