Jeg er chokeret over dagbladets manglende viden om planerne for havneudvikling
Her gik man og troede, at chefredaktøren på et lokalt dagblad ved, hvad der foregår i det pågældende blads dækningsområde. Men det er åbenbart ikke tilfældet. Det bliver klart, når man læser chefredaktør Søren Egebjerg Pedersens leder i Dagbladet Struer den 4. august.
I Struer har byrådet gennem længere tid arbejdet med udvikling af vores havneområde. Der foreligger på den baggrund en spændende udviklingsplan for Struer Havn med titlen Byen til Fjorden. Den indeholder blandt andet en plan for et ret omfattende boligbyggeri på havnen. I tre etaper. Første etape alene med cirka 60 nye boliger på Gammel Havn/ Sydkajen. Der har været afholdt workshops med havnens brugere. Planen med de nye boliger har været flittigt debatteret i dagbladets spalter. Der har været kontakter til potentielle investorer. Vi arbejder i øjeblikket på at finde andre placeringer til nuværende havnekontor og brovægt og mæglerkontor for at give plads til boligbyggeri. En lokalplan er på vej. Vi regner med første spadestik indenfor de nærmeste par år.
Og så må man minsandten læse i lederen, at Søren Egebjerg Pedersen skriver: ”Det er nu, Struer Kommune skal sætte sig i spidsen af udviklingen på det attraktive jordstykke ved kanten af Limfjorden.” Og videre: ”Politikerne i Struer kan sagtens lade stå til på havnen længe endnu. Med de skal også være klar over, at de sidder med en potentiel perle på hånden.” Ak ja!.
At biografdirektør Jørn Lundme ikke er opdateret på havneudviklingsplanerne er forståeligt. Han har travlt med at drive biograf, og gør det i øvrigt godt. Eller at Venstres Mads Jakobsen, der selv sidder i Styregruppen for havneudviklingen, nu lader som om, at det er Breaking News, at han foreslår boliger på havnen, kan jeg bære over med. Der er jo byrådsvalg den 16. november.
Men at chefredaktøren på vores lokale dagblad har så mangelfuld viden om, hvad der sker i Struer Kommune, er jeg både overrasket og chokeret over. Jeg skal sørge for, at Søren Egebjerg Pedersen får tilsendt et eksemplar af udviklingsplanen for Struer Havn.
Kommentarer