Af Mette Nielsen, Socialdemokratiet

Mange gange denne sommer, så har der i medierne været efterlyst den ene eller anden person, som er beskrevet: Gået hjemmefra i nedtrykt tilstand. Nogle gange har der efterfølgende stået: Fundet i god behold. Andre gange har der stået: Fundet død. Ingen tegn på, at der er sket en forbrydelse. Ulykkeligt for både det menneske som ”har det meget dårligt” og for de pårørende som efterlades i stor utryghed/sorg.

For kort tid siden var der skyderier i Fields. Hvor nogle helt uskyldige mennesker mistede livet, mens andre blev skudt og kom til skade. Alle sammen var de tilfældige mennesker på indkøb i et shopping center. Efterfølgende kunne man læse, at manden bag skyderierne var kendt af psykiatrien. Det var så tragisk.

Personligt glemmer jeg aldrig sagen om Sofie, som mistede livet under en psykiatrisk indlæggelse i Viborg. Sofies familie oplyste den gang, at Sofie havde været kastebold imellem Regionshospitalet Viborg og Regionspsykiatri Midt i Viborg. Ifølge obduktionsrapporten, som TV2 fik aktindsigt i, vurderede rets kemikere, at hun blev forgiftet af det lægemiddel, som hun havde fået gennem 13 år. Sofies familie stod tilbage med et kæmpe og uerstatteligt tab. Midt i sorgen brugte Sofies mor en masse kræfter på, at gøre opmærksom på sagen og på at råbe systemet op. Jeg hørte om Sofies forløb i 2018, og både hendes forløb og død har printet sig ind i mit sind. Lea Wermelin (S) og jeg rettede efterfølgende spørgsmål til Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V).

Spørgsmålene som den daværende sundhedsminister fik, mener jeg fortsat er yderst relevante:

1. Hvordan vil ministeren sikre, at borgere med flere diagnoser ikke “kommer i klemme i systemet”, og får den rette lægebehandling, som de har brug for?

2. Hvordan vil ministeren sikre, at der bliver handlet på bekymrings skrivelser/henvendelser fra socialpsykiatrien, botilbud og pårørende, vedrørende problemstillinger og udfordringer omkring borgere, der henhører under behandlingspsykiatrien?

3. Hvordan vil ministeren sikre, at borgere bliver velbehandlet, evt. ændret i medicin, og at der er en behandlingsmæssig effekt, når indlæggelsestiderne er blevet væsentlig forkortet de seneste år, og borgerne i stigende grad bliver udskrevet hurtigere og hurtigere til eget hjem/botilbud før “effekten er indtrådt”?

4. Hvordan vil ministeren sikre, at der ikke er nogen, som dør af overmedicinering i Danmark?

De tre øverste eksempler er meget forskellige. Men de er fortællinger om mennesker, som har brug for hjælp eller som ikke fik den hjælp, som de havde/har brug for.

Jeg håber, at der i psykiatriplanen være fokus på det hele menneske i behandlingsforløbene. Og at der fremadrettet vil være en behandlingsansvarlig læge/psykiater knyttet til alle de udskrivelser fra psykiatrien med forpligtelse til at tilse patienten efterfølgende i et forløb. Det vil være en fordel, hvis et personligt fremmøde kan suppleres med skærmkonsultation med deltagelse af/støtte fra pårørende og/eller fagpersoner. Der mangler ressourcer i psykiatrien, så noget skal gøres på en ny måde. Jeg er overbevist om, at der vil betyde, at flere kan tilses, for det er jo almindeligt, at dagsformen hos det mennesker som er psykisk udfordret ikke nødvendigvis er til et personligt fremmøde. Det vil typisk betyde, at vedkommende får en ny tid. Og så afgør dagsformen igen, som der er kræfter til et personligt fremmøde osv.