Skoleeleverne får nye skolecomputereЦ
Alle skoleelever i Struer Kommune kan se frem til at få udleveret nye skolecomputere efter vinterferien.
Cirka 2000 elever samt lærere i folkeskolerne i Struer Kommune kan se frem til at få udskiftet deres gamle computere med spritnye efter vinterferien. Det er tredje gang at Struer Kommune udleverer skolecomputere til skoleleverne.
“Jeg er utrolig glad for at eleverne kan se frem til at få nye computere. I Struer Kommune har vi prioriteret, at alle elever får de digitale redskaber, der er behov for, for at sikre et godt fundament for læring, og her er computere essentielle”, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget John Christoffersen.
I folkeskolen anno 2022 er computeren et helt centralt redskab til brug i undervisningen på lige fod med et penalhus og en bog. En stor del af undervisningen foregår nemlig ved hjælp af digitale materialer og opgaveløsning på computeren – og bidrager samtidig til at styrke den digitale dannelse hos eleverne.
”Vores samfund bliver stadig mere digitaliseret, og derfor er det vigtigt, at alle elever i Struer Kommune får mulighed for at blive fortrolige med det digitale. Derfor har vi i Struer Kommune valgt, at alle elever får udleveret samme udstyr, så alle får lige muligheder for at tilegne sig digitale kompetencer. Det er en investering i de unges fremtid og giver os nye muligheder for at tilrettelægge undervisningen med alle de digitale løsninger, der findes på undervisningsområdet”, siger John Christoffersen.
En bæredygtig udskiftning
I alt skal der i uge 8 udleveres 2550 computere. Men hvad så med de gamle? Struer Kommune har solgt de gamle udstyr, så det kun blive genanvendt til anden brug.
”Når vi på én gang udskifter så mange enheder, har det været vigtigt for os, at det skete på så bæredygtig en måde som muligt. Derfor er jeg også tilfreds med, at de gamle computere er blevet solgt videre, så de kan blive genanvendt”, siger John Christoffersen.
Samtidig med udskiftningen af computerne, skifter Struer Kommune også til nyere versioner af iPads. Det sker, da en del af skolerne har besluttet at indføre computere på lavere klassetrin end hidtil, hvor der benyttes iPads fremfor computere. På den måde kommer ingen elever til at mangle hverken computere eller iPads.
Den enkelte skole vil orientere elever og forældre om det nøjagtige tidspunkt for udlevering af computere på Aula.
FAKTA:
De nye computere er af mærket ”Dynabook”. Dynabook er nok bedre kendt under navnet ”Toshiba”, som var det tidligere navn indtil et navneskift i 2018. Toshiba introducerede verdens første personlige bærbare computer på verdensmarkedet i 1985 (Toshiba T1100), og har produceret bærebare computere siden da.
Kommentarer