Debat og politik

Vi skal have et medicinstudie tilknyttet Gødstrup

Af Dina Myrup Raabjerg, Det Konservative Folkeparti

Folketingskandidat , Vestjyllands Storkreds
Byrådsmedlem, Ikast-Brande Byråd

38.000 midtjyder mangler en fast læge. Heraf 1.630 alene i Ikast-Brande kommune, hvor jeg selv bor. 58% af alle klinikker i Vestjyllands Storkreds har lukket for nye patienter.

Hvis vi også skal have gode lægehuse og klinikker i vores landsdel om 10-15 år nytter det ikke kun at uddanne læger i Aalborg, Aarhus, Odense og København. I Aalborg lykkedes man først med at få bremset manglen på læger, da man fik et medicinstudie på universitetet.

Vi har allerede videregående uddannelser i vores landsdel ved AU Herning. Det vil være en naturlig forlængelse også at lave et medicinstudie her og evt. også at gøre vores supersygehus Gødstrup til et universitetshospital. Gerne med nye specialer, som kan tiltrække studerende fra både ind- og udland.

Det duer ikke, at fremtidens lægehuse i Vestjyllands storkreds bliver besat af unge tvangsudskrevne demotiverede læger på turnus eller af udlændinge, som taler meget dårligt dansk – alle uden patient- og lokalkendskab.

Det er derfor den eneste holdbare løsning at få et lægestudie til Vest-Danmark.

Kommentarer