Debat og politik

Endegyldig beslutning: Kristian Pihl Lorentzen stopper i politik

Kristian Pihl Lorentzen på besøg i Hammershøj i forbindelse med valgkampen sidste år. I forgrunden til højre ses tidligere kredsformand for Venstre i Viborg, Vagn Aage Kjeldsen. Foto: Jan Hagsholm

Efter næsten 30 år i politik har Venstremanden og motorvejsforkæmperen, Kristian Pihl Lorentzen, valgt at indstille sin politiske karriere. Det meddelte han i en pressemeddelelse mandag. 

Trods 4595 personlige stemmer ved folketingsvalget 1. november sidste år lykkedes det ikke Kristian Pihl Lorentzen at genvinde sin plads i Folketinget; en konsekvens af Venstres tilbagegang fra fem til tre mandater i Vestjyllands Storkreds, hvor den lokale folketingskandidat måtte se sig slået af andre stærke profiler.

Siden er den nu tidligere lokale folketingskandidat gentagne gange blevet opfordret til at genopstille ved næste folketingsvalg, men det har han nu endegyldigt afvist. 

I pressemeddelelsen skriver han blandt andet:

“Efter valget har rigtig mange af mine vælgere og trofaste støtter opfordret mig til at fortsætte i politik og gå efter comeback i folketinget næste gang. Tak for tilliden. Men det kommer ikke til at ske. Efter moden overvejelse og drøftelse med mit politiske bagland er jeg nået frem til den klare konklusion, at jeg har aftjent min værnepligt i politik efter 29 år i træk som folkevalgt politiker. Heraf 12 år til byrådet i Kjellerup Kommune og knapt 18 år til folketinget. Tiden er inden til at starte et helt nyt kapitel i mit liv. (…) Jeg havde gerne taget en sidste tørn på tinge i 3-4 år for at kunne følge op på en række vigtige mærkesager – både på landsplan og i Midtjylland. Sådan skulle det ikke være. Vælgernes tale skal altid respekteres. Og som bekendt er ingen uundværlig.”

“Jeg holder ikke op med at mene noget”

Med sit farvel til den politiske karriere har Kristian Pihl

Lorentzen dog ikke meldt sig ud af den politiske debat.

Siden valget sidste år har han stiftet selskabet, Kristian Pihl Consult, der beskæftiger sig med public affairs, politisk kommunikation, foredragsvirksomhed og professionelt bestyrelsesarbejde. 

– Jeg holder ikke op med at mene noget, fordi jeg stopper som politiker. Jeg vil bruge al den viden, jeg har fået igennem en lang politisk karriere, til at påvirke politiske dispositioner blandt andet gennem lobbyarbejde for transportbranchen. Så jeg er heller ikke færdig med at sætte mine ben på Christiansborg, fastslår Kristian Pihl Lorentzen, der også vil turnere med et foredrag om ’folkestyrets forfatning’.

– Jeg er oprigtigt bekymret for vores folkestyre, som, jeg synes, slår revner. Det ser vi blandt andet i faldende medlemstal i partiforeningerne, de harske diskussioner på sociale medier og en stigende distance mellem partitoppe og græsrødder. Det har jeg gjort mig nogle tanker om, som jeg formidler igennem mit foredrag, fortæller han.

Mange kampe

Kristian Pihl Lorentzen har været kendt som indædt forkæmper for hærvejsmotorvejen, som han stadig agter at arbejde for; det gør sig også gældende for bevarelsen af Tange sø, og så har han sat sit aftryk på, at man nu kan se frem til en cykelsti på strækningen mellem Daugbjerg og Mønsted skole.

– Det er jeg stolt af, men jeg ærger mig samtidig over, at jeg ikke fik cykelstien mellem Ørum og Blichers Allé gennemført i min tid, siger Kristian Pihl Lorentzen og fortæller, at han altid har haft et tæt forhold til Tjele-egnen; ikke mindst i kraft af samarbejdet med sin tidligere kredsformand, Vagn Aage Kjeldsen.

– Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Vagn i alle de år, jeg har siddet på Tinge. Han har været min trofaste støtte og sparringspartner i tykt og tyndt, og ikke mindst, i min seneste svære beslutning, og det er jeg taknemmelig for, lyder det fra Kristian Pihl Lorentzen, som tilføjer:

– Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at jeg ikke er bitter; jeg går af som en glad mand.

Kommentarer